Go Russian with Natalia Vodianova

by Sladana Lazic

Den internationale modescene dikterer, hvilke modeller der er in, og hvilke der er out. Pt har de russiske piger (næsten) erstattet de brasilianske topmodeller på catwalken. Min yndlingsrussiske model Natalia Vodianova er den syvende højest betalte model i verden, og i en alder af 26 har hun tre børn. Man har hørt historier om, at tre måneder efter at Natalia Vodianova havde født sit og hendes adelige ægtemand Justin Portmans tredje barn, var hun igen på podiet til et Chanel-show i Paris (men det er nu ikke så meget derfor, at jeg beundrer hende).

Den korte version af Natalia Vodianovas karriere tæller de mange kampagner for bl.a. Gucci, L’oréal, Miss Sixty, Marc Jacobs, Louis Vuitton og mange flere, som hun har medvirket i. Den kampagne man måske bedst husker Natalia Vodianova fra, er undertøjskampagnen for Calvin Klein, som også er den kampagne, der for alvor satte skub i hendes modelkarriere.

Udover at være topmodel har Natalia deltaget aktivt i debatten om de urimelige vægtkrav, som modeindustrien stiller til nutidens modeller. Til et event som Council of Fashion Designers of America (et sundhedsinitiativ, hvor kvindeidealer diskuteres) for nylig holdt, har Natalia Vodianova stået frem og fortalt personlige historier omkring vægt, dét at føde og vende tilbage til catwalken. Og så er hun også initiativtager til og har oprettet en velgørenhedsfond, som går under navnet Naked Heart Foundation, der har til formål at hjælpe fattige rusisske børn. Natalia Vodianova er en russisk superkvinde, der både er topmodel, mor, ægtefælle og så redder hun også lige verden, når hun ikke pryder forsiden af Australian Vogue og andre internationale modeblade. Gotta love that fabulous Russian chick!

Vil du se mere til hende? Så se Vogues Model Diaries med Natalia Vodianova her.