Chanel SS09

by Sladana Lazic

Det går rigtig godt for det franske, legendariske modehus Chanel, og det vil det formentlig blive ved med. Modehuset er nemlig et af tidens vigtigste og mest trendsættende, og så er Karl Lagerfeld fantastisk til at genoplive gamle Chanel-klassikere. Mange af de ting, som Coco Chanel introducerede i sin tid, holder stadig i dag: den lille sorte, Chanel-dragten, Chanel No. 5, 2.55 tasken, perler og den to-farvede sko.

Chanels forår- og sommerkollektion 2009 bliver rost til skyerne og vist i ALLE modemagasiner lige nu, fordi den har sat en af vores helt store tendenser denne sæson, den hvide farve, på modedagsordenen. Og så holder bouclé-jakken og pencilskørtet altså stadigvæk.

SS09 kollektionen, som blev præsenteret i Grand Palais, hvor Chanels hovedkvarter ligger, i januar i år er indbegrebet af smalle 1960’er snit, og den ene vidunderlige sag efter den anden. Pencilskørterne har ikke ændret sig siden Coco Chanels tid og er stadig skåret lige over knæet, og så er den ikoniske jakke heller ikke til at komme udenom. Materialet er holdt i grafiske kæmpetern a la bouclévævning, og farverne er holdt i sort, hvid og rosa i ægte Coco Chanel-stil. Coco Chanel troede på, at farver var overflødige, og at en kvinde havde alt det, hun skulle bruge i sort, hvid og enkelte sarte farver som f.eks. rosa. Måske det er derfor, at hendes designs er eviggyldige. De vil ligesom farverne hvid og sort aldrig gå af mode.

Sådan sætter Chanel modedagsordenen i dag, ligesom Coco Chanel gjorde det for snart 100 år siden. Og læg så liiiige mærke til de rå perlekæder, som er så fede, at jeg stadig drømmer om dem om natten.

Se mere på www.chanel.com .