Det er nogle fine billeder, Vogue har taget, men mest pga. det romantiske look og det svagt drømmeriske islæt … men gang på gang forundres jeg over, hvordan modeverdenen fremelsker mindre attraktive kvinder som modelmuser. Jeg ved ikke, om det skyldes, at det er tøjet, som skal stå i fokus, og kvinden altså kun skal figurere som en anonym bærer af dette.

Bevares, Abbey Lee Kershaw ser da spændende ud, men ingen umiddelbar eller “breathtaking beauty”. Tværtimod. Hun er bleg, overordnet set alt for spinkel med en gusten hårfarve, en synlig afstand mellem samtlige tænder, knoglet og kejtet at se på med en træt og udmattet glimt i øjnene … På en måde fryder jeg mig over, at Vogue på den måde promoverer et mere utraditionelt billede af en potentielt smuk kvinde, men samtidig ærger det mig, at de indirekte dyrker en efterhånden fortærsket kliché - at mindre oplagte smukke kvinder er de mest interessante …

Hej Ana,
Tusind tak for din reflekterende kommentar. Jeg kan nu meget godt lide Abbey Lee Kershaw, selvom jeg er enig med dig i, at det her ikke er hendes bedste look (i modeserien her)! Jeg ved heller ikke, om hun er en, jeg ellers ville lægge mærke til, hvis ikke hun var in my face - hun er jo overalt lige nu! I modeverdenen passer hun ind, fordi hun har et “tilpas” anonymt look, som kan laves om til de forskellige fashion-koncepter. Men om hun er “breathtaking beauty” er jo op til den enkelte at vurdere. Hvad er beauty for mig er ikke nødvendigvis beauty for dig osv. :o)